Jakob Axel Nielsen - moderne tanker!

En ny undersøgelse viser, at danskerne foretrækker mere velfærd frem for skattelettelser. Det kommer ikke som nogen overraskelse for mig, for selvfølgelig vil jeg også gerne have flotte legepladser og splinternye skolebøger i mine børns institutioner. Og selvfølgelig skal de ældre, der ikke kan klare sig selv, have velsmagende mad og hjælp til rengøringen. Det er vi Konservative slet ikke uenige med FOA, BUPL og Danmarks Lærerforening i.Vores pointe er netop, at velfærd og skattelettelser kan gå hånd i hånd. Ja, det ene er nærmest en forudsætning for det andet. Det hænger sammen med, at skatten på arbejde gennem årene har nået et niveau, hvor den modarbejder velfærden, fordi den hæmmer incitamentet til at arbejde. Det betyder færre indtægter i statskassen og dermed færre penge til velfærd.

De offentlige udgifter er siden 1970’erne fordoblet, og det er let at se, at hvis vi fortsætter med at stramme skatteskruen, skyder vi os selv i foden. Og hvis vi bevidstløst lader de offentlige udgifter følge væksten i det private, gør vi den offentlige sektor enormt sårbar for konjunkturudsving. Og det vil gå ud over hr. og fru Jensen, hvis de offentlige indtægter pludselig ikke kan følge med udgifterne.

Vi har i dag en masse offentligt ansatte, som gør en kæmpe indsats for at levere velfærdsydelser til danskerne, og dem skal vi gøre alt, vi kan for at fastholde, mens vi udvikler kvaliteten i de offentlige ydelser. Men vi kan og skal ikke gøre velfærd og skattelettelser til modsætninger, som Socialdemokraterne forsøger. Nærlæser man deres finanslovsforslag kan man se, at de faktisk også ønsker at bruge penge på skattelettelser. Det taler de bare ikke så højt om, for ovenstående sammenhæng tror de ikke, at danskerne kan forstå.

Man kan sige meget om Socialdemokraterne, men ét dog sikkert: Socialdemokraterne ved man, hvor man har! Partiet har desværre ikke flyttet sig en tøddel og er præcis lige så økonomisk uansvarligt og generationsegoistisk som under Anker Jørgensens lederskab.

Den økonomiske uansvarlighed har vi senest set med forhenværende finansminister, Mogens Lykketofts nylige udspil. Han har – på trods af sin påståede økonomiske indsigt – været ude at kræve en stigning i den offentlige vækst, så den når Nyrup-niveauet på 2,4 procent om året. Før ham har partiformand Helle Thorning-Schmidt lovet fantasilliarder ud hér og fantasilliarder dér og samtidig forsøgt at bilde befolkningen ind, at flere penge er svaret på alle problemer.

At kaste udefinerede fantasilliarder ud til fri afbenyttelse er tankeløst egoistisk over for de generationer, der kommer efter os. Det svarer til, at et forældrepar bruger alt, hvad de ejer og har, dernæst tager de et dyrt lån i banken, så belåner de huset og pantsætter bilen, og en dag overlader de deres kæmp gæld til børnene. Det er definitionen på anker-isme, og dét er generationsegoisme, når det værst.

Det Konservative Folkeparti tænker vi ikke kun på de nuværende generationer, men også på dem, der kommer efter os. Modsat socialdemokraterne smider vi ikke regningen i børneværelset.

Det er derfor, vi foreslår at sænke skatterne for derigennem at investere i mere og bedre velfærd. Det er dokumenteret ansvarligt. Det kommer hele samfundet til gavn. Og det kommer ikke mindst de kommende generationer til gavn.

Og det er derfor, at vi sammen med Venstre arbejder for en kvalitetsreform. Vi ved, at vi om forholdsvis få år vil stå over for helt nye udfordringer, som penge ikke kan løse. Vi kommer til at mangle mennesker på arbejdsmarkedet – og vi kommer i særdeleshed til at mangle varme hænder i den offentlige sektor. I stedet for at blive taget på sengen, når den dag kommer, så vil vi med kvalitetsreformen løse problemerne, før de opstår.

Det ville være befriende, hvis Thorning-Schmidt, Lykketoft og deres følge ville forholde sig til, at de tider er ovre, hvor socialdemokratiske fantasilliarder var svaret på alle udfordringer. Anker Jørgensen og hans økonomiske katastrofekurs førte Danmark direkte mod afgrundens rand. Man skulle tro, at Socialdemokraterne havde lært af historien. Men alt tyder desværre på, at Helle Thorning-Schmidt er en ny Anker Jørgensen – blot yngre og i pænere tøj. Og at Mogens Lykketoft fortsat er sig selv.