De offentlige udgifter er siden 1970’erne fordoblet, og det er let at se, at hvis vi fortsætter med at stramme skatteskruen, skyder vi os selv i foden. Og hvis vi bevidstløst lader de offentlige udgifter følge væksten i det private, gør vi den offentlige sektor enormt sårbar for konjunkturudsving. Og det vil gå ud over hr. og fru Jensen, hvis de offentlige indtægter pludselig ikke kan følge med udgifterne.

Vi har i dag en masse offentligt ansatte, som gør en kæmpe indsats for at levere velfærdsydelser til danskerne, og dem skal vi gøre alt, vi kan for at fastholde, mens vi udvikler kvaliteten i de offentlige ydelser. Men vi kan og skal ikke gøre velfærd og skattelettelser til modsætninger, som Socialdemokraterne forsøger. Nærlæser man deres finanslovsforslag kan man se, at de faktisk også ønsker at bruge penge på skattelettelser. Det taler de bare ikke så højt om, for ovenstående sammenhæng tror de ikke, at danskerne kan forstå.

De færreste af os er i tvivl om, at sort arbejde er ulovligt, men alligevel er det lidt af en nationalsport for os danskere at snige os udenom skattesystemet. For vi snyder jo bare skattefar, og han er alligevel en tilpas udefinerbar størrelse, som vi kun hører fra via rudekuverter. Men tænk nu, hvis vi alle sammen opgav det, vi skulle, til skattevæsenet. Tænk hvis folk løftede øjenbrynene, når de blev spurgt, om de ville have arbejdet gjort med eller uden regning. Det ville være et stort fremskridt for solidariteten og for det personlige ansvar, som vi alle sammen har for, at samfundet hænger sammen.

Det er svært at estimere beløbet, men undersøgelser tyder på, at der hvert år arbejdes sort for et tocifret milliardbeløb. Det er penge, vi fx kunne bruge på de svageste grupper i samfundet eller på de tiltag, der skal fremtidssikre vores velfærdssamfund, så vi også fremover har noget at leve af. Det er sådanne ting, vi forventer vores skattemidler bliver brugt til. Men ligesom med licensen forventer vi solidaritet, og det kan være vanskeligt, hvis det er tydeligt, at naboen har sorte håndværkere, eller at kiosken sælger ulovligt importerede sodavand.

Jeg har i denne uge slået til lyd for, at der er forskel på systematisk snyd med sort arbejdskraft og vennetjenester. Det er noget ganske andet, at en café udelukkende hyrer sort serveringspersonale – som i øvrigt hverken får feriepenge, pension eller er forsikret, mens de er på arbejde – end at jeg inviterer et par venner over for at male køkkenet en lørdag eftermiddag. De fleste ved sandsynligvis godt, når de foretager sig noget, der er ulovligt, men ofte bliver skylden skubbet over på det høje danske skattetryk. På denne måde sluttes den onde cirkel, for jo mere folk snyder i skat, jo mere må skatten stige for at dække de tabte indtægter.

Et oplagt middel mod sort arbejde er skattelettelser på arbejde. Skattelettelser kan både få os til at yde den ekstra indsats, vi har brug for, og de kan få os til at opgive den ekstra indsats til skattemyndighederne. Men love og regler er ikke nok. Uden en holdningsændring og en stor portion solidaritet kommer vi kun et lille stykke af vejen. Venstrefløjen har længe lagt beslag på solidaritetsbegrebet men det hører mindst ligeså meget hjemme i den borgerlige retorik.

Den økonomiske uansvarlighed har vi senest set med forhenværende finansminister, Mogens Lykketofts nylige udspil. Han har – på trods af sin påståede økonomiske indsigt – været ude at kræve en stigning i den offentlige vækst, så den når Nyrup-niveauet på 2,4 procent om året. Før ham har partiformand Helle Thorning-Schmidt lovet fantasilliarder ud hér og fantasilliarder dér og samtidig forsøgt at bilde befolkningen ind, at flere penge er svaret på alle problemer.

At kaste udefinerede fantasilliarder ud til fri afbenyttelse er tankeløst egoistisk over for de generationer, der kommer efter os. Det svarer til, at et forældrepar bruger alt, hvad de ejer og har, dernæst tager de et dyrt lån i banken, så belåner de huset og pantsætter bilen, og en dag overlader de deres kæmp gæld til børnene. Det er definitionen på anker-isme, og dét er generationsegoisme, når det værst.

Det Konservative Folkeparti tænker vi ikke kun på de nuværende generationer, men også på dem, der kommer efter os. Modsat socialdemokraterne smider vi ikke regningen i børneværelset.

Det er derfor, vi foreslår at sænke skatterne for derigennem at investere i mere og bedre velfærd. Det er dokumenteret ansvarligt. Det kommer hele samfundet til gavn. Og det kommer ikke mindst de kommende generationer til gavn.

Og det er derfor, at vi sammen med Venstre arbejder for en kvalitetsreform. Vi ved, at vi om forholdsvis få år vil stå over for helt nye udfordringer, som penge ikke kan løse. Vi kommer til at mangle mennesker på arbejdsmarkedet – og vi kommer i særdeleshed til at mangle varme hænder i den offentlige sektor. I stedet for at blive taget på sengen, når den dag kommer, så vil vi med kvalitetsreformen løse problemerne, før de opstår.

Det ville være befriende, hvis Thorning-Schmidt, Lykketoft og deres følge ville forholde sig til, at de tider er ovre, hvor socialdemokratiske fantasilliarder var svaret på alle udfordringer. Anker Jørgensen og hans økonomiske katastrofekurs førte Danmark direkte mod afgrundens rand. Man skulle tro, at Socialdemokraterne havde lært af historien. Men alt tyder desværre på, at Helle Thorning-Schmidt er en ny Anker Jørgensen – blot yngre og i pænere tøj. Og at Mogens Lykketoft fortsat er sig selv.

Først vil jeg gerne gøre op med den efter min mening forkert opfattelse af, at skattepolitik udelukkende handler om, at fordele den eksisterende samfundskage.

 I mit univers er det mere vigtigt at forholde sig til, hvordan vi får givet “turbogær” til dejen, så samfundskagen ender med at være endnu større. Kun på den måde kan vi med store passive årgange og små i den arbejdsdygtige alder fastholde og udbygge det velfærdssamfund, som vi ønsker.

Jeg mener, at turbogæret skal være en sænkning af marginalskatterne på arbejde i Dan mark, sådan at ingen i dette land, skal betale mere end 50% af sin indkomst i skat.

Fra diverse undersøgelser ( Rockwoolfondens er nok den mest kendte) ved vi, at en sænkning af skatterne vil øge udbuddet af arbejdskraft, og det har vi brug for i Danmark.

Jeg vil gerne understrege, at skattelettelser ikke i sig selv er et mål for os konservative, men et redskab til at nå målet om at blive attraktiv for kloge udenlandske forskere og andre, der gerne vil arbejde i Danmark. Vindere i globaliseringen bliver vi kun ved at være attraktiv overfor andre! Derfor er verdens højeste skattetryk et problem.

Det er redskabet for, at ingen i Danmark skal spekulere i om det kan betale sig at arbejde fremfor at vælge fritid. Fritid er skattefrit, mens overarbejde som oftest beskattes med over 60% Det er PIP.

Deri stilles spørgsmålet: Kan skatterne stige og stige og stadig give flere penge i statskassen?

Nej! lyder svaret. Stiger skatterne over et vist punkt, vil yderligere stigninger betyder færre skatteindtægter til det offentlige og ikke flere.

Forklaringen er, at høje marginalskatter har omkostninger, der gør at gevinsten ved at arbejde er så beskeden, at det afholder nogen fra at gøre det.

Derved bliver det samlede skatteprovenuue negativt ved at hæve skatterne fremfor at sænke det.

Forklaringen på, at ekstra skat fører til færre indtægter er, at skat påvirker vores adfærd. Hver gang man rokker ved skatten, betyder der noget for, hvad vi som borger gør. En tak opad i skat får nogle til at undlade at tage overarbejde, men søge afspadsering da fritiden er skattefri. Det kan ikke udelukkes, at endnu andre vælger at udføre arbejde, der udmærker sig ved, at netop skatten ikke er et element i arbejdsaftalen. Med andre ord. Arbejder sort!

Alt i alt betyder det, at den samlede samfundskage bliver mindre og ikke større. Derved mister det offentlige indtægter.

Det interessante er, at undersøgelsen synes at konkludere, at vi allerede har nået det puntk i Danmark, hvor det offentliges provenue af beskatning af borgernes sidst tjente penge er negativt.

Da en af fremtidens allerstørste udfordringer er, hvordan vi finansierer det velfærdssamfund vi alle gerne vil have, med god og stabil infrastruktur, gratis og fri undervisning og uddannelse til alle, gratis og fri adgang til sundhedsvæsenet til alle selvom der bliver færre i den erhvervsaktive alder, så bør vi diskutere, hvordan der skabes en større samfundskage af dem, der går på arbejde og ikke hvordan den bliver mindre.

I et samfund hvor mere end hver 3 fuldtidsbeskæftiget betaler topskat mener jeg, det er værd at tage en fordomsfri diskussion af, om det er hensigtsmæssigt at have det politiske synspunkt, at der skal ske så meget omfordeling, at den samlede samfundskage bliver mindre.

Bør vi ikke netop for vores alles skyld være lidt ligeglade med, at Per får mere end Poul, hvis blot ikke Poul får mindre end han havde før?

Ved planøkonomi henvises traditionelt til det, der indtil murens og Sovjets fald blev praktiseret i Østeuropa. Karakteristisk var, at almindelige markedsmekanismer blev sat ud af drift, hvorefter samfundsøkonomien istedet blev styret af 5 årsplaner og hvad magthaverne ellers fandt klogest.

Det er derfor unægtelig en nyfortolkning af begrebet planøkonomi, når politikkere, der advokerer for at væksten i den private økonomi skal være større end væksten i den offentlige, af andre politikkere udnævnes til planøkonomer!

Lad det være slået helt fast. Jeg holder af den offentlige sektor, og mener, at den er bemandet med et hav af seriøse og hårdarbejdende medarbejdere. Lad det desuden være hævet over enhver tvivl, at der er en række samfundsopgaver, som ligger bedst i det offentlige, hvor uafhængighed af andre interesser ikke er tilstede.

Men men men. Den store offentlige sektor, som langt de fleste danskere holder af, har som forudsætning, at der er en vækst i den private økonomi, der er større end væksten i den offentlige økonomi.

Det skyldes at den private produktion og den dertilknyttede eksport skaber de værdier, som finansierer den offentlige service.

Påstanden om at den offentlige økonomi gerne må vokst hurtigere end den private er derfor ikke langtidsholdbar. I en tid, hvor danske virksomheder må takke nej til ordrer på op imod 24 - 25 milliarder kroner årligt fordi det ikke er muligt at få den ønskede arbejdskraft er det ikke økonomisk (måske politisk!) klogt at lade den offentlige sektor kanibalisere på den private, hvad angår arbejdskraft.

Når der takkes nej til ordrer på 24 - 25 milliarder takkes nej til omsætning; dermed takkes nej til beskatningsgrundlag, og dermed takkes nej til forudsætningen for velfærd.

Som konservativ vil jeg aldrig nogen sinde forlade det selvfølgelige udgangspunkt, at  værdierne skal skabes forinden de fordeles. Alternativt ender vi med at plukke hår af skaldede. Hvis det er planokonomi at opfordre til vækst i den private sektor, så er jeg planokonom!

Det er min ambition, at lægge politiske kommentarer og tanker ud på loggen, og derved sætte dialog igang.

Håber du kommer til at lide den - uanset politisk ståsted.

 Med venlig hilsen

Jakob Axel Nielsen

(MF) Konservative